Hvordan ser folkekirkens klimaregnskab ud? Hvad er kilde til de største CO2-udledninger i folkekirken, og hvor skal vi lægge kræfterne for at reducere folkekirkens klimaaftryk med størst effekt? Vær med, når resultaterne af den landsdækkende kortlægning af folkekirkens klimaaftryk og biodiversitet på kirkegårdene præsenteres på et webinar onsdag d. 17. april kl. 16.

Siden august 2023 har Folkekirkens Grønne Omstilling sammen med konsulenter fra Provice og med hjælp fra menighedsråd fra hele landet arbejdet med at kortlægge folkekirkens klimaaftryk og biodiversitet på kirkegårdene. Det store arbejde er nu gennemført og sløret kan snart løftes for resultaterne af undersøgelsen.
Derfor inviteres alle interesserede til at være med, når resultaterne offentliggøres på et webinar d. 17. april kl. 16-17.
Resultaterne viser, hvor folkekirken står i dag, hvilke områder der er kilde til størst CO2-udledning og i forlængelse deraf: Hvor de største og vigtigste opgaver er, når det gælder om at reducere folkekirkens klimaaftryk frem mod 2030.
På webinaret medvirker biskop for Helsingør Stift, Peter Birch, der er styregruppeformand for Folkekirkens Grønne Omstilling.
Thomas Løvholt fra Provice vil tage os igennem de vigtigste resultater og de centrale anbefalinger, der følger deraf, og endelig vil der være en introduktion til det helt nye digitale dashboard med information om folkekirkens klimaaftryk og biodiversitet på både stifts-, provsti- og sogneniveau.
Vel mødt til webinaret d. 17. april kl. 16!
