Ikrafttrædelsen af lovændringen af lov om menighedsråd og lov om folkekirkens økonomi har medført en række opdateringer af de administrative rammer, som Kirkeministeriet udarbejder for folkekirkens lokale kasser.
Kirkeministeriet vil i andre nyheder beskrive opdateringerne de administrative forskrifter: "Cirkulære om folkekirkens lokale kassers budget, regnskab og revision m.v." og "Bekendtgørelse om provstiudvalgenes og budgetudvalgenes virksomhed". De opdaterede administrative forskrifter kan findes på retsinformation.
Fristforlængelsescirkulæret gælder fortsat
Den 22. marts udstedte Kirkeministeriet et cirkulære om ændring af frister vedrørende budget 2024. Dermed ændredes fristerne vedrørende den lokale budgetproces for budget 2024 til følgende:
· Provstiudvalget skal senest den 15. maj udmelde de foreløbige driftsrammer for kirkekasser til menighedsrådene.
· Menighedsrådet behandler senest den 30. juni budgetbidraget og indfører beslutning herom i beslutningsprotokollen. Menighedsrådene indberetter budgetbidrag for kirkekasserne i Økonomiportalen senest den 30. juni. Provstiudvalget kan ikke fastsætte en anden frist.
· Provstiudvalget skal senest den 30. juni udarbejde foreløbigt budget for provstiudvalgskassen.
Ihærdige læsere vil have bemærket at fristændringscirkulæret nu står som ”historisk” i Retsinformation. Det skyldes at der er sket en generel opdatering af Cirkulære om folkekirkens lokale kassers budget, regnskab og revision m.v. De ændrede frister for budget 2024 gælder således stadig og kan ikke ændres af provstiudvalget.
Udmelding af foreløbige driftsrammer for kirkekasser til menighedsrådene
Udmeldingen af foreløbige driftsrammer afventer fortsat systemunderstøttelse i budgetstøttesystemet EG Brandsoft. Der arbejdes på højtryk for at gøre systemet klar og der kommer en separat nyhed på Folkekirkens Intranet om dette i dag den 12. maj.
Offentliggørelse af regnskab 2022
Regnskab 2022 offentliggøres på sogn.dk og provsti.dk den 1. juni i år. Fremadrettet vil regnskaber blive offentliggjort den 1. maj.
Ny regnskabsinstruks på vej
Lovændringerne i lov om folkekirkens økonomi og de nye krav i lov om bogføring indarbejdes i øjeblikket i regnskabsinstruksen for folkekirkens lokale kasser. Den nye regnskabsinstruks bliver tilgængelig inden sommerferien.