Ræk Ud! Udviklingsprojektet er i gang

Københavns Stift og Folkekirken Vesterbro er sammen med en række ansatte og frivillige fra 15 sogne i stiftet nu i gang med udviklingsprojektet for at blive bedre til at nå børnefamilier og unge voksne.

af Søren Mikael Rasmussen fra konsulentfirmaet RasmussenNordic fremlægger resultaterne af en kvalitativ undersøgelse om brugerne af folkekirken i København

Et stort Kick Off-arrangement i uKirke i sidste uge var den officielle start på projektet: Cirka 80 præster, menighedsrådsmedlemmer, kirkekulturmedarbejdere og musikfaglige fra hele stiftet mødte op for at dele viden og tage hul på det fælles arbejde.

Projektet bliver faciliteret af Søren Mikael Rasmussen fra konsulentfirmaet RasmussenNordic der har lang erfaring med at arbejde med publikumsudvikling i kulturinstitutioner. Han bruger også disse metoder i Ræk Ud-projektet for at sikre et fast blik på modtagerne.

Til Kick Off præsenterede han blandt andet resultaterne af en række kvalitative interviews med repræsentanter fra målgrupperne. Fx synes forældrene, at børneaktiviteter i kirken har høj kvalitet, og at det er meget positivt, at kirken er helt fri for kommercielle bindinger og aktiviteter – ”ubesmittet af kapitalisme”. 

Samtidig bliver der lagt afstand til aktiviteter, der anses for ladet med religiøs symbolik: ”Det gik lige, at mit barn blev klædt ud som engel,” lyder et af udsagnene. ”Jeg vil ikke sige aktivt ja til det kristne budskab”.

Ansatte og frivillige i folkekirken arbejder intensivt på at udvikle nye idéer og strategier for at indbyde og inkludere børn og unge

Intense dage

I denne uge har fire mindre udviklingsgrupper været i gang i to dage: Målet er at udvikle metoder og rammekoncepter for aktiviteter af mange slags for de to målgrupper. Gennem de to dage har de i alt tyve deltagere skullet gennem en lærerig proces: Først blev der arbejdet med vaner. Hvad skal lægges bag os og hvad skal tages med? Dernæst blev der udviklet visioner. Disse blev sidst på eftermiddagen testet på en række brugere – unge og børnefamilier.

”I kirker har så'n lækker old school-ting over jer”, lød det fra én af de unge, der opfordrede til, at kirken holder fast i at være et særligt rum med plads til det storslåede og det højstemte. Men det blev også sagt, at kirken bliver oplevet som en lukket klub – et ukendt land – hvor man som ung nemt føler sig usikker og derfor hurtigt forlader igen, hvis ikke det føles rigtigt. Særligt sproget med mærkelige, ukendte ord er en stor barriere.

Deltagerne blev sat til at finde på 100 ideer på 20 minutter og det kom også til at ske i kreativ og energisk dialog

100 idéer på 20 minutter

På andendagen blev deltagernes kreativitet endelig sluppet fri: På 20 minutter skulle der udvikles 100 idéer. Det vil sige 400 idéer i alt! Og det lykkedes! 

Grupperne brugte derefter endnu 20 minutter på at tematisere og sortere i de mange idéer: bevægelse, musik, mad, stilhed, fællesskab osv.

Processen blev herefter yderligere spidset til. De mange idéer blev så at sige dampet ind og sorteret med konstruktiv dialog mellem grupperne, så kun de bedste stod tilbage – dem med det største potentiale i forhold til målgruppen.

Fokus på modtagerne

Og det er den væsentligste erfaring hidtil i udviklingsprocessen: ”De konkrete idéer er selvfølgelig spændende. Men det allervigtigste er, hvilke briller vi vil tage på, når vi i fremtiden skal lave nyt. At vi hele tiden har fokus på modtagerne - så vi så at sige faciliterer forkyndelsen med udgangspunkt i modtagerne, ” sagde en af deltagerne.

Samme tænkning bliver udtrykt i et mantra, som flere af deltagerne har taget til sig: ”Man kan ikke lytte, hvis man selv har munden fuld af ord.”

Næste skridt er at præsentere de bedste idéer til feedback-gruppen – en række andre ansatte og frivillige i projekter, der har meldt sig som særligt interesserede. Det sker i næste uge.