Landemode i nye formater på vej i Københavns Stift

Det årlige møde for præster og menighedsråd i efteråret, som indledes med gudstjeneste og efterfølgende sammenkomst med mad, sang og oplæg, står foran fornyelse.

På stiftsrådsmødet i april blev der nemlig drøftet et forslag fra en arbejdsgruppe om nye formater for landemodet. Arbejdsgruppen, der består af Peter Skov-Jakobsen (biskop), Michael Krogstrup Nissen, Birgitte Kvist Poulsen og Kirsten Jørgensen (provster) lægger op til, at landemodet kører i to forskellige modeller.

Festmiddag, bordtaler og sang

Den ene går ud på, at der i højere grad bliver taget udgangspunkt i måltidsfællesskabet med festen som ramme: Borddækningen skal være festlig med fokus på god mad og drikke. Troens og troslivets centrale temaer kan være temaer for landemodeaftenen gennem korte bordtaler – og der skal selvfølgelig også synges. Det er centralt, at deltagerne blandes på tværs af sogne for at skabe et øget kendskab og en samtale på tværs af kirker.

Anden model: onboarding af nye menighedsråd

Hvert fjerde år skal landemodet så have et andet format – det år hvor der har været menighedsrådsvalg. Stiftets fælles projekter skal i særlig grad præsenteres ved dette særlige møde, der finder sted, inden det nye stiftsråd skal vælges. Deltagerne skal aktivt inddrages i projekterne for at skabe viden, forankring og ejerskab til kirkeudvikling på stiftsniveau med henblik på at styrke provstier og sogne i at være en relevant folkekirke. Det kan fx være ved at holde en slags messe, hvor de forskellige tværgående projekter har en stand, som man kan besøge.

Der var opbakning på stiftsrådsmødet til at arbejde videre med de to formater.

Læs referatet (PDF) fra stiftsrådsmødet d. 17. april her.