Imam og biskop på Kulturmødet Mors

Imam Naveed Baig og biskop Marianne Christiansen debatterer tro, religion, mad, køn og forskellighed, når de optræder på Kulturmødet Mors i slutningen af august

Marianne Christiansen er kvinde, biskop, fra Jylland og med kristen baggrund. Naveed Baig er mand, imam og muslim, født og opvokset på Vestegnen. Nu mødes de to til en samtale om tro og forskellighed, men også om, hvor og hvordan vi mødes med vores modsætninger i enighed og uenighed: Tror vi på den samme Gud? Er der forskelle på religionernes måde at forholde sig til samfund og lovgivning på? Og hvad med kønnet, maden, fællesskabet, volden?

Dét og meget andet spørger vi hinanden om, når Folkekirke og Religionsmøde i skikkelse af Martin Rohr Gregersen, litteraturkritiker ved Kristeligt Dagblad og kirkekulturmedarbejder ved Kirkerne i Vestsalling, sætter de to religiøse overhoveder stævne i en af tidens centrale kulturmøder.

Alle er velkommen til at bidrage til den gode dialog!

Hvad: Debat mellem Naveed Baig, imam, og Marianne Christiansen, biskop i Haderslev Stift
Arrangør: Folkekirke & Religionsmøde
Moderator: Martin Rohr Gregersen, litteraturkritiker Kristeligt Dagblad & kirkekulturmedarbejder i folkekirken
Tid: torsdag 22.08. kl. 13.30-14.30
Sted: Kulturmødet Mors, Værkstedet, KulturPladsen.

Læs mere om debatten og Kulturmødet Mors 2024 her