Idebankpulje i Danmarks skønneste stift!

Kære præster i Danmarks skønneste stift😊

Ribe Stift vrimler med gode initiativer og aktiviteter, og her kommer lige en OBS - en venlig påmindelse om netop et af disse!

Du har formentlig og forhåbentlig hørt om det storstilede projekt vi søsatte i april sidste år, som har fokus på tiltrækning og tilknytning af præster til og i vores stift. Et af tiltagene herunder, er idebankpuljen til og hvordan man får et godt kollegaskab.

Dette er et tiltag som først og fremmest skal køre ude hos jer i provstierne, og som forudsætter at I kender til puljen, og har lyst til at gøre en indsats for det gode kollegaskab netop i jeres provsti.

Har du ideen, har vi pengene!

Hvert år er der afsat 30.000 kr. til det gode arrangement eller aktivitet der styrker sammenhold, sparring og kollegaskab.

Det første arrangement er netop afholdt. Jørgen P. Moeslund havde fået en god ide – læs hans egen beskrivelse her:

Italiensk kollegaaften i Ringkøbing Provsti den 23.2.2024.

Vi præster i Ringkøbing Provsti var på studietur til Rom i 2022. På denne tur blev vi bekræftet i værdien af det kollegiale samvær, som er frit og uden dagsorden. Den slags samvær er for mig at se med til at øge arbejdsglæden og samarbejdsmulighederne.

Studieturen indeholdt naturligvis mange interessante og lærerige møder og besøg i Rom, men for mig var det mest givende at opleve mine kolleger på en anden måde og i et andet omfang, end det lader sig gøre på de obligatoriske provstikonventer. Det er min klare opfattelse, at et godt kollegaskab i meget høj grad næres af vores fælles oplevelser og af, at vi kender hinanden som mere end kolleger.

På baggrund af disse indsigter har vi netop afholdt et kollegaarrangement, hvor formålet var at styrke fællesskabet mellem præsterne i provstiet. Arrangementet tog udgangspunkt i turen til Rom, hvorfor temaet var italiensk. Det gav sig først udtryk i filmen ”The Two Popes”, som vi så i den lokale biograf. Det var en film, vi længe havde talt om at se i kølvandet på vores studietur. En film, der giver et indblik i de dilemmaer og konflikter, der findes i den katolske kirke. I al sin fremmedhed kan disse også spejle vores virkelighed som præster i folkekirken.

Efter filmen spiste vi aftensmad sammen i præsteboligen. Maden var naturligvis også italiensk, krydret med dansk jordbærtærte og højskolesange. Igen blev jeg bekræftet i værdien af at bruge tid sammen, hvor det ikke er de daglige problemer og gøremål, der fylder, men hvor samværet kan flyde frit.

Jeg vil klart anbefale andre provstier at udnytte muligheden for økonomisk støtte fra Ribe Stift til at afholde arrangementer, der kan styrke de kollegiale bånd.

 

Selvom Ringkøbing og Skjern provstier hidtil har været de eneste, der har søgt midler til deres arrangementer, er der stadig masser af penge tilbage i puljen. Vi har et håb om, at de øvrige 6 provstier også vil bidrage og deltage aktivt i samarbejdet for at skabe et endnu stærkere fællesskab i vores stift. Vi opfordrer alle præster til at søge om støtte til jeres ideer og initiativer, så vi sammen kan fremme et positivt samarbejdsmiljø og styrke vores fællesskab.

Klik her, læs meget mere og søg efter penge til dit arrangement / aktivitet: https://ribestift.dk/hvorfor-er-ribe-stift-et-godt-sted-at-vaere-praest/er-du-allerede-praest-i-ribe-stift/