Vi skal alle lære af den sag, som Kirkeministeriet i sidste uge traf afgørelse i. Vores menighedsråd har pligt til at tage aktivt stilling til, hvorvidt de ansatte overtræde det såkaldte dekorumkrav. Det skriver Peter Skov-Jakobsen i sin hilsen til ansatte og frivillige
Tirsdag den 21. november 2023
Kære ansatte og frivillige i Københavns Stift
Måske husker I, at der sidste år var en del medieomtale af en personalesag fra Københavns Stift. Sagen drejede sig om en medarbejder ved Vor Frue Kirke, der i 2014 blev anklaget for blandt andet at have krænket en mindreårig i 1990’rne. Der blev i den forbindelse stillet spørgsmål ved min håndtering af sagen; om jeg som Københavns biskop havde levet op til mit ansvar som tilsynsførende over for kirkens menighedsråd.
I sidste uge traf Kirkeministeriet sin afgørelse i sagen. Ministeriet vurderer, at jeg handlede hurtigt og agerede vedholdende undervejs i sagen. Da jeg havde rådført mig med den øverste myndighed, Kirkeministeriet, var det desuden min opfattelse, at jeg havde gjort, hvad der stod i min magt for at handle og rådføre menighedsrådet korrekt.
Ministeriets undersøgelse viser nu, at deres rådgivning har været forkert. Det er menighedsrådets pligt som arbejdsgiver at tage aktivt stilling til, hvorvidt de ansatte har overtrådt det såkaldte dekorumkrav, altså kravet om, at offentligt ansatte såvel i som uden for arbejdstid skal vise sig værdige til den agtelse og tillid, som deres stilling kræver. Også selvom en eventuel politiefterforskning er blevet henlagt.
Det burde menighedsrådet ved Vor Frue Kirke ifølge Kirkeministeriets afgørelse også have gjort i sagen fra 2014. Jeg burde have rådet menighedsrådet til det, da de henvendte sig til mig, og Kirkeministeriet burde have rådet mig til det, da jeg kontaktede dem om sagen.
Det er en sag, som jeg både dengang og nu har taget meget alvorligt, og vi skal alle sammen skal lære af den.
Fred, retfærdighed og glæde er det, vi alle drømmer om og håber på i disse uger. Vi bevidner død og ødelæggelse, mens den ene humanitære katastrofe efter den anden tårner sig op foran os. Verden er ikke et roligt sted. Mørket falder over os med gru til tider.
Derfor vil jeg også bede om, at vi i år højtideligholder bededagen med en sen eftermiddags- eller aftengudstjeneste den 25. eller 26. april, og at vi bruger den på at bede for, at krigen og uretfærdigheden må få en ende. Det er naturligvis frivilligt, om I vælger at gøre det. Men der er brug for mennesker, der beder for retfærdighed og fred. Der er brug for, at der bliver talt og sunget om håbet.
Et udvalg arbejder i disse måneder på, hvordan vi kan fejre bededagen i 2024, og kedeligt bliver det ikke. Heldigvis er der et godt humør og en æggende humor i folkekirken, og den skal nok gøre sit for at sprede dysterheden. Udvalget vil komme med sine forslag senere, og det kan I roligt glæde jer til.
Som frivillige og ansatte i Københavns Stift skal vi møde nye tanker og traditioner med nysgerrighed. Verden udvikler sig hele tiden. I kirken møder vi samtiden med traditioner, og vi lytter til samtiden og ved, at vi skal udlægge, fortolke, være nærværende. Vi kan ikke bare sige det i dag, som vi sagde i går og regne med at blive forstået.
Heldigvis har vi i Københavns Stift menigheder, præster og organister, der ikke er bange for at arbejde videre og udvikle gudstjenesten og vores ritualer. Det gør de tænksomt, med respekt for vores evangelisk-lutherske tradition. Det er vigtigt i en protestantisk kirke, at man tør møde samtiden.
Vi lever i en tradition, der ikke er bange for viden og lever med en bevidsthed om, at sandheden ikke bare kan tages ned fra en hylde, men hele tiden skal søges.
Vi har sogne i Københavns Stift, hvor menigheden, menighedsrådet, frivillige og ansatte kontinuerligt arbejder med gudstjenesten og dens udformning. Det er vigtigt, at præster og organister tør tænke anderledes, og det er en stor glæde, at det arbejde gøres så tænksomt og respektfuld over for både samtiden og traditionen. Jeg anser det ikke for at være et problem, men er taknemmelig for, at der tænkes med.
I Frederiksberg Provsti har en gruppe præster fx udarbejdet et nyt dåbsritual med mindre afvigelser fra det autoriserede ritual, ligesom man i Lindevang Kirke i årevis har anvendt et dåbsritual med mindre afvigelser fra det autoriserede. Jeg er blevet spurgt, om ’Frederiksberg-ritualet’ måtte bruges i provstiet, og har givet tilladelse dertil efter de sædvanlige regler.
I Lindevang Kirke, Brorsons Kirke, i Bellahøj Kirke og i Sct. Mathæus Kirke udformes højmesserne anderledes end i andre kirker.
Det hører til vores kirkes tradition, at vi arbejder med det teologiske og det liturgiske udtryk. Jeg håber, at alle vil arbejde erfaringsnært og involvere så mange som muligt i arbejdet, så fornyelsen af vores gudstjenestelige udtryk ikke bliver til en beskæftigelse for de udvalgte, men en naturlig del af det at være en levende og nærværende kirke for alle involverede.
Vi er også i gang med at etablere et Liturgisk Forum, som fremover kan være med til at kvalificere det liturgiske arbejde. Jeg ser frem til, at forummet tager fat på sit arbejde med at kvalificere og understøtte udviklingen af gudstjenestelivet.
Det er væsentligt for en kirke altid at være på vej, og at den altid søger sandheden og såvel bærer som udfordrer traditionen. Alt sammen kun for sandhedens og kærlighedens skyld.
Mange hilsner
Peter Skov-Jakobsen