Biskop Marianne Christiansen kan i år fejre sin 60-års fødselsdag. I skolen værnede hun om alle i klassen, men kunne også slå fra sig. Som lille forelskede hun sig i det, der er blevet til en livslang kærlighed: Salmesangen. Kom tættere på fødselaren her.

Hvad drømte du om at blive som barn?
- Det skiftede lidt. Som barn ville jeg være præst. Da jeg blev ældre, ville jeg være skuespiller, økologisk landmand eller musiker. Senere ville jeg igen være præst.

Hvilken rolle havde du i klassen?
- Jeg var bogligt begavet, så jeg var både "den kloge", men også den, der mente, at jeg skulle holde sammen på flokken. Der var selvfølgelig sociale forskelle, men dengang blev vi flasket op med sammenhold og fællesskab, og det var meget vigtigt, at der ikke var nogen, der blev lukket ude. Når der var konflikter, ville jeg have, de forskellige grupper skulle mødes, og jeg var meget stolt, når det lykkedes! Jeg var nok ret geskæftig. Og så ville jeg nok også gerne være leder. Jeg var ikke smart eller rig, og som præstens datter var man tit udsat for drillerier, så jeg skulle altid have svar på rede hånd. Til gengæld kunne jeg løbe hurtigt og jeg kunne også godt slås, for sjov eller når jeg skulle forsvare mig.

Gjorde du det - sloges?
- Ja da. Vi var meget fysiske og brugte frikvartererne på at slås og teste, hvem der kunne tåle mest smerte, lade være med at græde og sådan noget. Jeg har også fået tæsk, rigtig tæsk - der var nogle af de andre, vi var bange for. Og vi vidste nøje, hvem der var stærkest. Jeg gik jo i skole i 1970erne, hvor vi lige var holdt op med at sige "De" til læreren og normerne skred. Mit første feministiske oprør var i 2. klasse, hvor jeg ikke ville finde mig i, at det kun var drengene, der gik i bar overkrop. Så jeg tog min trøje af og marchererede gennem skolegården, iført min nederdel fra Maderia, med pigerne bag mig - dog med deres bluser på. Jeg kan tydeligt huske Ib, der råbte: "Øv, barske Marianne", for alle vidste godt, det var noget, jeg gjorde for at blære mig.

Du er meget glad for salmer - har du en favorit?
- Salmerne har altid betydet rigtig meget for mig, fordi det er et sprog, jeg hører og oplever verden igennem. Jeg begyndte at synge i kirkekor som syv-årig. Det har haft en meget stor betydning for mig og været med til at forme mig. Når man synger en salme, tager man ordene ind, og der bliver åbnet billeder af noget, der forbinder sig til ens liv. Mine favoritter veksler meget, og jeg har en lang liste over salmer, der skal synges til min begravelse - og der bliver jævnligt føjet nye til! Men jeg synes, "O kristelighed" med al sin poesi, mening og dybder rummer det meste. "Oh, Dejlige Land" og "I kvæld blev der banket på Helvedes port" lærte jeg mig udenad som ung, fordi jeg ville have dem med mig, og begge er stadig nogle af mine yndlingssalmer. 

Hvad er dine tidligste minder fra kirken?
- Hver gang min lillesøster og jeg var med i kirke, klikkede min mors taske. Så tog hun nogle papirer frem, vi kunne tegne på, og når vi så begyndte at larme, blev vi trukket ud ad sidedøren. Langfredag påvirkede mig meget - at der ikke var lys og det hele var anderledes. Salmen "Hil dig frelser og forsoner" gjorde også tidligt et meget stort indtryk på mig, da jeg kom i kirke ved gudstjenesten langfredag.

Hvad er du optaget af lige nu?
- Jeg er optaget af, hvordan vi som mennesker og som samfund kan ændre vores måde at leve på, uden vi falder fra hinanden. Hvordan vi finder ud af at blive fornøjede på en mere nøjsom måde? For det ligger i ordet fornøjelse, at det er noget med at kunne nøjes. Hvordan kan vi lære at nøjes, så vi kan blive glade og ikke hele tiden stræbe efter mere? For det er kammet over for os, både teknologisk og forbrugsmæssigt. Og jeg tænker på, hvordan vi kan få et fællesskab med hinanden, som ikke er på baggrund af en fælles fjende. Kan vi opbygge et fællesskab, som beror på fælles liv og forståelse? 

Hvem har været et forbillede for dig?
- Det er min forgænger, Niels Henrik Arendt. Han var nærværende og flittig, ydmyg og havde så klar sans for, hvad evangeliet betyder. Som litterær figur er jeg glad for Mumi-mor. Hun får det til at hænge sammen. Sørger for, at alle har det godt, som de hver især er. Den der husmor-rolle, som man har grinet lidt af, ja, måske endda foragtet, hvor der bliver gjort det samme hver dag og ingen takker dig, fordi det ikke er en stor bedrift, der skaber vækst i samfundet. Men det er jo husmødrene, der har båret livet igennem.

Hvad tror du, folk siger om dig?
- At jeg er et rodehoved. At jeg er god til at bage pandekager. Og at jeg taler meget. 

Hvor finder du sjælefred?
- Det er i gudstjenesten. I haven, i skoven og ved vandet. Musikken fylder også mere og mere. Nogle gange kan jeg mærke, at nu er jeg nødt til at lægge mig på gulvet eller sofaen og lytte til Beethoven, Brahms eller Bach. Og så er jeg glad for at strikke og bage brød.

Hvilket sted i Bibelen bliver du aldrig færdig med?
- Som barn hørte jeg altid Filiipperbrevet, kap. 4, vers 4-7, og det blev jeg så glad for at høre. Jeg synes, det er svært at finde glæden inden i mig selv. Jeg bliver glad for noget andet, noget udefra, der kalder glæden frem. Og det gør de ord også:

”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

Hvilket brændpunkt fra vores tid husker du tydeligt?
- Murens fald. Det er den store begivenhed i mit liv, udover mine børns fødsler. At det kunne ske. Det havde jeg aldrig troet. Og at det skete, uden vold og krig - det blev så stort et håb for mig. Jeg fulgte med på tv, mens jeg ventede mit tredje barn og tænkte, "nu sker der noget, som ingen har troet". 

Hvilket stykke kirkekunst har gjort indtryk på dig?
- Det er jo mest mine ører, jeg husker med. Bachs store korværker; H-Mols messen og Matthæus-passionen er ubetinget det, der har gjort stort indtryk på mig. 

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave?
- Det er at forkynde evangeliet. I denne tid tror jeg også, det er at kalde til det fysiske fællesskab: At mennesker kommer i rum sammen og i samtale med nogen, som de ikke i forvejen er i samtale med. At folkekirken er det sted, hvor vi ikke er interessebårne eller deler samme holdninger, men kan mødes på tværs af meninger og synspunkter. Det skal folkekirken være med til at skabe rum for.

Hvordan er dit kulturforbrug?
- Jeg holder to elektroniske og tre papiraviser, som jeg læser og løser sudokuer i. Jeg hører P1 i bilen og P2, når jeg skal hvile mit sind. Jeg er jo så gammel, jeg ser flow-tv, men jeg er ikke ret meget hjemme, så det bliver ikke til så meget. Jeg kan godt lide "Tæt på sandheden" og ser TV Avisen, når jeg kan. Hvis jeg skal have en kulturoplevelse, kan jeg godt lide at gå i biografen, i operaen, til koncert og i teateret, eller på museum med børnebørnene. Jeg er altid i gang med at læse noget, både fag- og skønlitteratur. Lige nu er jeg i gang med "Åndens Liv" af Hanna Arendt, Pablo Llambías "Parcelhus" og Martin Schwarz Lausten: "Biskoppen og jødeforfølgelserne".

Til gengæld er du ikke på sociale medier?
- Nej, det er jeg ikke. Da det i 2018 blev afsløret, hvordan brugernes data var blevet lækket til Cambridge Analytica, sagde jeg farvel og tak. Jeg vil ikke være med til det. Og jeg vil også sige, at jeg ikke opfatter de debatter, der foregår på sociale medier, som en fri debat, men en manipuleret debat. Jeg vil gerne deltage i debatten i det frie, offentlige rum, men jeg mener, debatten på sociale medier er styret af noget andet. Noget, der er svært at gennemskue, som gør mig ufri.