På årets sidste stiftsrådsmøde var der bl.a. fokus på debatten om aktiv dødshjælp, stiftets nye venskabsstift i Tanzania og et nyt mediekursus, der bliver udbudt til præsterne.
Stiftsrådsmødet 5. december indledtes med formandens beretning siden sidst.
Biskoppen fortalte, at arbejdet med fejringen af 1200-året for kristendommens komme i Danmark i form af Ansgar-skikkelsen allerede er under forberedelse forud for markeringen i 2026.
Herefter fulgte en diskussion om debatten vedrørende aktiv dødshjælp, hvor bl.a. bispekollegiet i en fælles udtalelse efter bispemødet i oktober måned advarede mod en legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark.
Bevillinger til mediekursus og orgel-spirer
Herefter blev punktet om stiftsmidler og stiftsbidraget taget til efterretning.
I den forbindelse blev der godkendt en ønsket bevillig på 22.000 kr. til orgelspire-projektet i 2024, ligesom der blev bevilliget 40.000 kr. til et mediekursus til præster, der bliver udbudt i efteråret 2024.
Ved forrige stiftsrådsmøde godkendte stiftsrådet et forslag til organisering af projektgruppen i forbindelse med det kommende venskabsstift i Tanganyika stift i Tanzania. Sognepræsterne Robert Strandgaard Andersen og Tove Bjørn Jensen blev på sidste møde valgt som repræsentanter fra stiftsrådet overfor venskabsstiftet.
På mødet 5. december drøftede stiftsrådet et oplæg fra arbejdsgruppen, og foreslog, at venskabsaftalen på sigt blev suppleret med konkret indhold, så det tydeligt fremgår, hvordan partnerskabsaftalen kan bruges lokalt. Der blev også talt om vigtigheden af forventningsafstemning med stiftet i Tanzania, og det blev besluttet, at arbejdsgruppen fortsætter sin proces med et udkast til en aftalt med Tanganyika stift, og arbejder videre med konkrete målsætninger for aftalen i en 5-årig periode, samt forslag til budget.