Kommunikationsdagen i Københavns Stift for kommunikationsansatte i stiftets sogne satte forleden fokus på sociale medier og ikke mindst instagram: Hvordan laver vi godt og engagerende indhold? Virker humor? (Ja - i balance med de øvrige kommunikationsaktiviteter).
Og hvad kan man gøre helt konkret for at sikre en positiv tone i kommentarsporet?

Mette Willert, der er content strategist og visuel storytelling, guidede deltagerne i igennem de centrale spørgsmål og havde et skarpt og ærligt blik på kirkernes nuværende kommunikation og potentialerne for at engagere og nå nye brugere. Det kan fx ske ved at lave flere videoer, da Instagrams algoritme i høj grad belønner de såkaldte reels.
Nadia Nikolajeva, digital rådgiver, kom med nyttigt input til at moderere kommentarsporet og de gode svar, når de negative kommentarer ødelægger debatten. Det kan fx være ved at opfordre den hidsige debattør til at omskrive sit indlæg og bidrage til debatten på konstruktiv vis.
De gode faglige oplæg blev krydret med spændende konkrete erfaringer fra bl.a. Kapernaumskirken, hvor Asta Neimann som kommunikationsansvarlig arbejder meget med videoformatet sammen med præsten Stine Ravnborg Bro Nissen. Og Sydhavn Sogn, hvor Stine Ovgaard fortalte om såkaldte ”præste-take-overs”, hvor en præst laver” Præsteliv” og dagligt i en uge på instagram lægger opslag op.
Kommunikationsdagen havde deltagere fra alle provstier undtagen Bornholm, men er også den sidste af slagsen. Fremad får de kommunikationsansvarlige i sognene i stedet tilbud om at være med i netværk om sociale medier, ligesom der vil være tilbud til alle menighedsrådsformænd om kurser i pressehåndtering og krisekommunikation. Der kommer mere information om disse nye muligheder senere på året.