Hvem skal bestemme over vores død, og vurdere, hvornår et liv ikke længere er værdigt, spørger biskop Marianne Christiansen om i denne månedsnyhedsbrev, hvor debatten om aktiv dødshjælp atter er blusset op.
Kære alle
Glædelig sommer! Denne tid, hvor det for mange er lettest at mærke livsglæden sammen med fuglesangen og de lyse nætter. Selv har jeg meget at være taknemmelig for, også for al den venlighed, jeg har mødt i forbindelse med min 60-års fødselsdag i juni. Tak for tanker og hilsner.
Det er skønt blive gammel og mærke alderens begrænsning. Med tiden bliver man svagere i sin krop, men ikke nødvendigvis svagere i glæden over at få lov at være til. Det er, som om man får mere sans for omverdenen, den nære som den større, når man ikke længere selv kan være så aktiv, ung, effektiv udadvendt som før.
I dag gik jeg tur med mit barnebarn, som netop har lært at gå. En ældre kvinde, der støttede sin gang med en stok, standsede op og glædede sig over det lille menneske, der gjorde sine første erfaringer som oprejst på to ben. Vi talte om taknemmeligheden ved at kunne gå, men også ved bare at se på barnet.
Denne sommer kommer debatten om aktiv dødshjælp op igen, denne gang foranlediget af statsministeren. Meningsmålinger peger efter sigende på, at et flertal i befolkningen ønsker legalisering af aktiv dødshjælp – det som gennem tiden har haft andre navne: Medlidenhedsdrab, euthanasi.
Jeg er dybt bekymret for, hvor legalisering af aktiv dødshjælp vil drive os hen som samfund og enkeltmennesker - i vores menneskesyn, i synet på, hvad et værdigt liv er, og vurderingen af, hvilke liv der er værd at redde, og hvem der kan tillade sig at bede om hjælp og ligge andre til last.
Ønsket om aktiv dødshjælp rejser en hel række spørgsmål, som vi kan tænke over i løbet af sommeren: Skal vi som samfund ikke længere gøre noget for at hindre selvmord, eller er det kun nogle bestemte (ældre, syge, svage) menneskers selvmord, vi skal være ligeglade med og ligefrem bistå? Hvem skal foretage eller bistå med aflivningen? Er den svages og svækkedes liv ikke lige så meget værd som den raske og produktives? Hvordan kan man som ung og rask vide, at ens liv ikke er værd at leve som syg og svækket? Har dit liv ikke betydning for andre end dig selv? Kan det undgås, at der kommer pres på uhelbredeligt syge, som ligger samfundet og familien til last, for at få gjort en ende på livet på et tidspunkt, der passer familien og samfundet bedst – og sparer en hel del penge?
Frygten for smerter kan ikke være bevæggrunden for aktiv dødshjælp, for det er allerede tilladt i Sundhedslovens § 25 at lindre smerte, også selvom ”dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet”. Så det er tilsyneladende frygten for svaghed og for at ligge andre til last, der driver ønsket om aktiv dødshjælp.
Dette emne passer måske ikke så godt til et sommernyhedsbrev med ønsker om en dejlig sommer. Men det hænger sammen: For glæden ved sommeren afhænger ikke af, om man er stærk og rask eller syg og døende. Netop stillet over for døden får oplevelsen af sommeren, verden, musikken og fuglesangen, følelsen af lyset og vandet mod huden endnu mere værdi. Det er en gave at være i live. Og at ligge andre til last er den største tillidserklæring man kan give. Det er en anledning til, at kærligheden kommer til udtryk. Både fødsel og død kan være præget af uro og kaos og frygt, men også det kan være anledning til at være hos hinanden og følges ad ind i det svære. Som små og som svækkede skal vi bæres. Med frimodighed. Et svækket liv er ikke et uværdigt liv. Tværtom.
Lad os tale med hinanden om livet og menneskers værdighed hen over sommeren. God sommer til jer alle.