- I stedet for at se det som en træls opgave, kan vi ikke mindst i folkekirken se det som en gave og opgave at være med til forbedre vores omgang med naturen og jordens ressourcer, skriver biskop Marianne Christiansen i sin månedshilsen.

I Tanzania har de fældet alt for mange træer. Det har de, fordi ca. 90 % af den energi der bruges, kommer fra afbrænding af træ. Almindelige mennesker har ikke andre energikilder end brænde, så de fælder træer.

Jeg er lige kommet hjem fra et besøg hos vores nye venskabsstift i det sydlige Tanzania, Lake Tanganyika Stift. Den lutherske kirke her lever under helt andre vilkår end vores, ligesom folk i det hele taget har andre levestandarder og et andet forbrug end vores. Og samtidig hører vi sammen. På alle mulige måder, kirkeligt og menneskeligt – og også i vores forvaltning af den natur, vi er en del af sammen og lever af.

Det var slående, hvor høj en bevidsthed man i kirkerne havde om bæredygtighed, om at bidrage til at plante træer og styrke biodiversiteten og om at undgå plasticposer. Det føltes næsten flovt at sidde i et kirkerum med jordgulv og bliktag hos folk uden biler, toiletter eller husholdningsmaskiner, som talte om, hvad der kunne gøres for vores fælles klima. Det er helt sikkert ikke tanzanianerne, der har brugt de fleste af jordens ressourcer. Men kirken er optaget af at plante nye træer.

Herhjemme er der også brug for at plante træer og meget andet. Der er brug for, at vi omlægger vores energiforbrug og finder bæredygtige løsninger, så vores børnebørn også kan glæde sig over naturens skønhed og mangfoldighed og leve af og på jorden. I stedet for at se det som en træls opgave, kan vi ikke mindst i folkekirken se det som en gave og opgave at være med til forbedre vores omgang med naturen og jordens ressourcer.

Det kan vi ud fra troen på Gud. Den kristne tro indebærer et syn på verden som skabt og elsket af Gud – altså noget dyrebart, som ikke bare er til for at blive udnyttet os. Det grundlæggende spørgsmål: ”Hvorfor er der overhovedet noget til – og ikke ingenting?” er det spørgsmål, der ofte leder til at spørge efter meningen med livet, efter Gud. Vi kender det fra salmen: ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, hvor vi synger os igennem versene, der alle begynder med ”Hvad skal jeg sige, når jeg ser…” hvor smuk verden er, græsset, skoven, havet, fiskene, stjernerne osv. Den undren, som kan gribe os alle, når vi ser skønheden i en sommerfugl, en fjer, et æble. ”Gik alle konger frem på rad/ i deres magt og vælde,/ de mægted ej det mindste blad/ at sætte på en nælde”, står der i salmen, og det er sandt.

Det er denne undren og glæde over skaberværket, som vi i folkekirken skal lade os lede af, når vi arbejder med den grønne omstilling. Den er ikke en sur pligt. Den er en mulighed, der endda viser menneskets fantasi og handlekraft.

Vi er måske nok dygtige til at ødelægge og misbruge ting, men vi er også dygtige til at finde på nye ting og endda fornuftige løsninger. Når det er taknemmeligheden over verden og naturen og glæden ved at være en del af den, der driver os, så kan vi sagtens finde bedre måder at leve og forbruge på. Endda gladere måder. 

Det blev jeg mindet om i Tanzania, hvor glæden over at være til og være sammen ikke er mindre end her. Vi er i samme båd og i samme verden. Den er skøn. Lad os hjælpes ad, så den kan gro sig grøn igen.