Biskop Marianne Christiansen skriver i denne måned om de blodige krigshandlinger mellem Israel og Hamas.
Rædsel, frygt, vrede og sorg. Med disse følelser modtager vi efterretningerne, billederne og øjenvidneskildringerne fra det, der nu er åben krig mellem Israel og Hamas og muligvis flere aktører. Rædslen og vreden og sorgen over terrorangreb, drab og overgreb mod civile i Israel og over udsultning og udbombning af civile, stuvet sammen i det belejrede Gaza.
Det er en krig, der er fortsættelsen på årtiers konflikt mellem den israelske stat og de palæstinensiske indbyggere i landet. I årtier har der officielt være FN-støttede planer om en to-statsløsning. I årtier er de samme planer blevet undergravet af vold og terror, besættelser, mure og stadig større bosættelser på de besatte områder.
Det er en konflikt, der næres af vold og voldelig gengældelse, mere vold og mere gengældelse, og som tilsyneladende betyder, at enhver anden løsning end vold og endda gensidig udslettelse ligger fjernt fra dem, der styrer våbnene. Dem, der rammes af dem, er børn og voksne, gamle og unge, hvis liv og hjem og fremtid bliver ødelagt, uanset hvilken nation de tilhører.
Det gælder i denne krig som i de øvrige, vi er vidner til – vi, der er så lykkelige at bo i fred og gode vilkår. Vi spørger os selv: ”Hvad skal vi gøre?”
Der er sikkert mange, der som jeg har svært ved at finde glæden i disse dage - og det skal vi nok heller ikke, for andres lidelse kommer os ved.
Hvordan skal der komme fred? Fred, ikke bare som et midlertidigt ophør af krigshandlinger, hvor der bliver tid til at sørge og til at opbygge endnu mere had over for fjenden inden næste angreb; men en varig fred, hvor mennesker kan komme til at leve sammen uden had. En retfærdig fred, der med tiden kan opløse årsagerne til hadet.
Hvad kan vi gøre?
Vi kan bede. Det kan måske lyde af meget lidt, men Gud er denne eneste, vi kan tale helt frit med og den eneste, der kan bevæge hjerterne. Når vi beder om Guds hjælp, om fredens under og lindring for krigens ofre, så bliver vi også selv holdt fast i, at det er det, der meningen. Fra Jesus ved vi, at volden og overgrebene aldrig kan blive meningen. Han blev henrettet på den selvsamme jord, men rejste sig fra graven til en opstandelse uden hævn. Når vi beder, søger vi ind i Guds fred, ikke som en flugt fra verden, men som en kilde til fred i denne verden.
Vi kan opfordre politikere og magthavere til standse volden. Den eneste, man kan slutte fred med, er sin fjende. Der er reelt kun de to muligheder: At tilintetgøre fjenden eller at slutte fred. Selve tanken om den totale tilintetgørelse, ved vi, har været efterstræbt i vores historie. Tanken skal fylde os med rædsel, uanset hvem den retter sig imod. At slutte fred er et hårdt og langvarigt arbejde, hvor man må give afkald også på dyrebare rettigheder. En retfærdig fred – hvad er det? Det ser forskelligt ud, alt efter hvilken side, man står på, og der er altid mennesker på alle sider af krigen.
Vi kan søge freden i vores eget samfund og nære relationer. Det kan forekomme ligegyldigt over for de voldsomme krigshandlinger. Men krige begynder altid i det små – med foragt for hinanden, med overgreb og manglende vilje til at sætte sig i modpartens sted. Det har vi også oplevet i vores land, hvor splittelsen og hadet mellem forskellige personer og grupper i samfundet har præget os.
Krig og terror trækker lange spor af frygt og had med sig – den erfaring lever ikke mindst i landsdel, vi bor i, her i Sønderjylland, som har oplevet krigens spor gennem generationerne. Fred mellem mennesker i samfundet og i familierne kræver stadig opmærksomhed, medfølelse og viljen til at kunne sætte sig i hinandens sted. Det er et stort arbejde at forsøge at forstå den, der tænker og handler anderledes end en selv. Freden begynder i erkendelsen af, at vi alle grundlæggende er sårbare og frygtsomme mennesker.
Også det må vi bede om vejledning til. Vi må altid bede om, at:
”solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vores fødder ind på fredens vej.” (Lukas 1.78-79).