Biskop Marianne Christiansen vender i denne månedshilsen det netop afholdte stiftskonvent, hvor stiftets præster mødtes for at diskutere teologi og praksis og hygge sig i hinandens selskab.

Alle danske sommersange har det vemod i sig, at netop, som det er allerdejligst, så begynder allerede at blive forbi: Lyset vender, tusmørket vokser og vil gøre det frem til jul. Og sådan er det hvert år og livet igennem. Når det er dejligst, er det samtidig altid ved at blive forbi. Det hedder vemod, når vi mærker det: En blanding af glæde og sorg. Måske den mest menneskelige følelse, der findes.

Men frem for at ødelægge glæden, kan vemodet gøre glæden dybere og smukkere. Vemodet gør, at vi skønner på den tid, vi har med hinanden og med sommeren og fuglesangen og det, der gror. Vi håber på, at regnen kommer, men på trods af tørken er vi i vores del af verden stadig så højt privilegerede, at sommervarmen ikke er umenneskelig, men anledning til fælles glæder.

Skønt egene for længst har udfoldet deres knopper, synger vi altid netop skærsommersangen ”Når egene knoppes” på sommerens stiftskonvent – de årlige fælles kursusdage for alle præster i Haderslev Stift. Ikke alle deltager hvert år, for der skal jo også være nogle til at passe embederne – og tak til dem! 

Konvent (latin for sammenkomst) er fra gammel tid betegnelsen for præsters ”kommen sammen” for at diskutere teologi og praksis, for at blive klogere og for simpelthen af glæde sig over hinandens selskab, spise og snakke.

Det er en stor fornøjelse og berigelse, at det på grund af bevillinger fra Stiftsrådet lader sig gøre årligt holde disse to døgn på Mommark Handelsskole, som giver os skønne rammer om samværet. 

Fra foredragssalen og gruppedrøftelserne springer præsterne (i hvert fald nogle af dem!) ud i det blå Lillebælt eller går ind og ud af samtaler med hinanden på tværs af provstier og anciennitet, synger og samles om revy, der tager stiftet og tiden under kærlig behandling. 

Men måske er det i virkeligheden mig, der har allerstørst glæde af dagene, fordi jeg nok er den eneste, der kender samtlige deltagere, og kan blive helt rørt ved at se ud over forsamlingen af dygtige og dedikerede præster, der tager deres tjeneste dybt alvorligt og samtidig har let til latter og stor omsorg for hinanden.

Det giver godt mod midt i sommerskønheden og sommervemodet.

Folkekirkens præster af afgørende for kirkens liv i sognene og på institutionerne. Det er vigtigt, at de er godt rustet til deres tjeneste. Derfor holder vi konventer, og derfor pågår der også lige nu et politisk arbejde for at undgå, at den teologiske kandidatuddannelse bliver skåret ned. Det ville være et væsentligt tab for folkekirken. Præster lærer, som vi alle, så længe vi lever, men den teologiske bagage, de har med sig fra uddannelsen, skal kunne bære fra første dag i embedet og som grundlag for den stadige samtale om, hvad evangeliet og kristendommen betyder i vores liv og vores tid.