Styrket samarbejde om at nå unge på Frederiksberg

Tre aftenen i efteråret 2023/foråret 2024 åbnede Sankt Thomas Kirke på Frederiksberg dørene og inviterede indenfor til GodGoesDeep: meningsfulde pauser svøbt i lys, elektronisk lyd og smukke lysinstallationer. Målgruppen var unge op til 30 år, og formålet var at præsentere et rum til bare at være sammen med ligesindede og jævnaldrende uden at skulle præstere og uden krav.

Bag initiativet stod studiepræsterne i Sankt Thomas, GodGoesDeep-konceptet ved DJ Palma Seitzmayer og Københavns Stiftsudvalg for Unge Voksne. Midlerne kom fra Frederiksberg Provsti, stiftsudvalgt og en bevilling fra Frederiksbergfonden.

De tre aftener var velbesøgte med ca. 400 gæster i gennemsnit og havde hvert deres liv, form og indhold – som en koncert på et par timer eller et åbent rum over en hel aften, hvor man kunne komme og gå.

Studiepræsternes rolle var enten at møde gæsterne i døren til en kop kaffe eller et glas vin, hvilket blev et naturligt udgangspunkt for mange samtaler, eller at åbne arrangementet med en kort rammesætning af fx påskens budskab, samt præsentation af studiepræsternes arbejde og base i Sankt Thomas Kirke.

Projektet var desuden et eksempel på vellykket samskabelse, eftersom der både var unge fra uKirke som stod for lyd, samt elever fra Engelsholm Højskole som stod for visuelle liveprojektioner, fortæller Malte Ystrøm Madsen, stiftskoordinator for Unge Voksne.

”Ikke nok med at vi fik skabt et lækkert og velbesøgt åndeful for Københavns unge voksne, så fik vi også bygget en bro til nogle af de unge, som ikke længere kommer i uKirke, samt åbnet dørene for de dygtige elever fra Engelsholm Højskole. De lavede et unikt visuelt univers i kirken. Eleverne var unge, som ikke havde deres vante gang i kirkelige kredse, og det var tydeligt at se, at de trak i deres netværk. Både højskolen og elever var meget glade for samarbejdet, og vi har planer om at lave mere sammen.”

Arrangementet skal videreføres på Kulturnatten 2025

Samarbejdet var det første af sin slags mellem studiepræsterne, Unge voksne-udvalget og GodGoesDeeep, og nu skal der bygges videre på de gode erfaringer, så arrangementerne bliver tilbagevendende begivenheder. Konceptet er allerede planlagt til Kulturnatten 2025, men forhåbentligt fører det til endnu mere.

”Vi har masser af ideer til det videre arbejde, og vi vil gerne udbygge tilbuddene med f.eks. langbordsmiddage, sovekoncerter og 4 timer uden ord, så vi kan skabe endnu flere forskellige ståsteder for unge i folkekirken. Ståsteder, hvor unge kan finde fællesskab, forholde sig til tro og forhåbentlig få afkræftet nogle af de mange fordomme, der er om kirken” siger Malte Ystrøm Madsen.